|
Hotline
| |
|
 |
Designers
|
|
 |
Harry Bertoia
Bedst kendt som skulptřr og mřbelarkitekt. Harry Bertoia blev fřdt i San Lorenzo, Udine, i Italien. I 1928 fik han sin fřrste undervisning i tegning, men mĺtte fřlge med sin familie til Canada, hvorfra den dog allerede i 1930 rejste videre til Detroit. Her fik han i 1936 et legat til School of the Detroit Society of Arts and Crafts og knap et ĺr senere modtog han et legat og stilling som underviser ved Cranbrook Academy of Art i Michigan. Her underviste han i metalbearbejdning frem til 1942 og derefter i tegnekunst frem til 1943. Efter et godt tilbud fra firmaet Knoll Associates flyttede han til Los Angeles, hvorfra han lancerede mřbelkollektionen ”Bertoia Collection” i 1952. Samtidig lćrte han at svejse pĺ Santa Monica City College, hvilket blev startskuddet til hans succesrige arbejder med svejste skulpturer. Den fřrste opgave blev fremragende lřst for General Motors Technical Center i Warren, Michigan og resultatet blev, at han opsagde sin stilling ved Knoll for at hellige sig skulpturerne. Ordrerne strřmmede til. Blandt kunderne var Massachussetts Institute of Technology, Lambert Airport St. Louis, Dulles International Airport Washington D.C. og Federal Reserve Bank i Richmond, Virginia. Fra starten af 1940’erne lavede Bertoia talrige udstillinger. Blandt hans mange hćdersbevisninger kan nćvnes guldmedaljen fra Architectural League of New York (1955-56), Fine Arts Medal fra Pennsylvania Association of the American Institute of Architects (1963) og ikke mindst ćresdoktoratet ved Lehigh University, Pennsylvania.
|
|
|
 |
Charles Eames
Amerikansk arkitekt og designer. Bedst kendt for sin nyskabende formgivning af stole. Eames studerede arkitektur under Eliel Saarinen og samarbejdede i 1940 med Eero Saarinen om en stol, som vandt fřrsteprćmie i „The Organic Furniture Competition“ sponsoreret af Museum of Modern Art i New York. Det viste sig dog, at denne stol – med sin formspćndte krydsfinérskal, skumgummipolstring og innovative vulkaniserede samlinger – var for dyr for masseproduktion. Eames fortsatte ufortrřdent sine bestrćbelser, dennegang med fokus pĺ at skabe et ćstetisk gangbart design, som ogsĺ kunne masseproduceres. Sammen med sin hustru, Ray (Kaiser) Eames, lykkedes det i 1946. Resultatet var en elegant, enkelt stol med ryg og sćde af formspćndt krydsfinér monteret pĺ en rřrramme af metal. Dette design blev grundlaget for mange serieproducerede stole i 1950’erne og 60’erne. Ćgteparrets mest berřmte vćrk var en luksusiřs lćderbetrukket lćnestol med tilhřrende fodskammel.
Til deres eget hjem i Santa Monica, Californien (1949) designede de desuden praktiske prćfabrikerede elementer – dřre, vinduer og vćgge – som de hĺbede kunne folkeliggřre serieproducerede boliger i godt design.
|
|
|
 |
Josef Hoffmann
Josef Hoffmann blev fřdt i Pirnitz, Moravien (Nu Slovakiet) i 1870. Han studerede arkitektur ved kunstakademiet i Wien under Carl von Hasenauer og Otto Wagner, hvis teorier om en funktionel, moderne arkitektur skulle komme til at prćge Hoffmanns arbejder.
I 1895 vandt han Rom-prisen og sluttede sig i 1896 til Wagners tegnestue. Allerede i 1898 etablerede han dog sin egen tegnestue og underviste samtidig fra 1899 til 1936 pĺ Wiener Kunstgewerbeschule.
Hoffmann var med til at grundlćgge Vienna Secession, en gruppe revolutionćre kunstnere og arkitekter. Han střttede gruppen aktivt ved at indrette dens udstillinger og skrive i dens tidsskrift „Ver Sacrum“. Yderligere deltog han i 1903 ved grundlćggelsen af Wiener Werkstätte.
Selvom Hoffmanns tidligste arbejder begav sig ud langs en tangent til Art Noveau, sĺ introducerede hans senere vćrker et formsprog bestĺende af regulćre mřnstre og kvadrater. Denne funktionelle klarhed og abstrakte renhed viste at hans vćrker var vigtige forlřbere for den moderne arkitektur. Han dřde i Wien i 1956.
|
|
|
 |
Mies van der Rohe
Ludwig Mies van der Rohe blev fřdt i Aachen, Tyskland. Efter sin uddannelse som bygningskonstruktřr var hans fřrste opgaver at tegne stukornamenteringer for en arkitekt i Aachen. Snart kom han dog til Berlin ved Bruno Pauls tegnestue og allerede i 1907 realiseredes hans fřrste bygning. 1908-1911 var han ved Peter Behrens. Under dennes indflydelse udviklede Mies en designmetodik. som baserede sig pĺ avancerede geometriske opbygninger og prřjsisk klassicisme. Ligeledes fik han sympati for ćstetikken i russisk konstruktivisme og tankerne fra den hollandske De Stijl gruppe, samtidig med at han lĺnte fra Karl Friedrich Schinkels sřjle-og-overligger konstruktioner til sine designs i stĺl og glas.
I 1919 sluttede han sig til den revolutionćre novembergruppe og ledede dennes arkitektursektion. Mies arbejdede desuden med magasinet „G“, som udkom fřrste gang i 1923. Herigennem blev han i 1920’erne og 30’erne en vćsentlig bidragsyder til den tids arkitektoniske filosofi. I 1930 blev han den sidste rektor for Bauhaus Skolen og emmigrerede i 1938 til USA, hvor han fik et professorat ved Armour Instituttet (Idag Illinois Institute of Technology).
Hans mĺske mest berřmte citat er „Less is more“. Isćr hans sidste vćrker lever fuldt op til dette, og det lykkedes i de sidste tyve ĺr af sit liv at skabe en monumental skind-og-ben arkitektur, prćget af ćrlige materialer, neutrale rum og strukturel integritet.
|
|
|
 |
Charles Mackintosh
Charles Mackintosh blev fřdt i Glasgow, Skotland. Som 16-ĺrig kom han i 1884 i lćre ved John Hutchinson og gik samtidig pĺ aftenskole pĺ Glasgow School of Art. 1889 blev han arkitekt-assistent ved Honeyman & Keppie og brugte nu dagtimerne som studerende ved Glasgow School of Art. Her vandt han et rejselegat og rejste lige efter studierne rundt i Italien, inden han begyndte at arbejde.
I studietiden udviklede Mackintosh sig kunstnerisk sammen med Margaret MacDonald, Frances MacDonald og Herbert McNair. Kendt som „The Four“ udstillede de plakater, boligudstyr og en rćkke grafiske arbejder i Glasgow, London, Wien og Torino. Det var allerede ved disse udstillinger, at Mackintosh etablerede sit kreative ry.
Hans designfilosofi var dog solidt plantet i skotsk tradition. Grćsk og romersk arkitektur opfattede Mackintosh som upassende for skotsk klima, mens derimod en genfřdsel og tilpasning af den gamle Scottish Baronial stil (fra tiden 1560-1630) kunne mřde samtidens behov. Dette bćrer hans arkitektoniske arbejder klart prćg af. Bygningerne er kendt for deres elegance, klare rumlige opbygning, omhyggelige detaljer og deres dygtige udnyttelse af kunstig og naturlig oplysning.
I 1913 forlod Mackintosh firmaet Honeyman, Keppie & Mackintosh, som han havde vćret partner i siden 1904. Hen forsřgte med sinegen tegnestue, men det blev uden succes, og han dedikerede derpĺ i en ĺrrćkke sin tid til landskabsmaleri.
Som arkitekt og mřbeldesigner var han fremragende og ikke mindst den fřrende pioner indenfor den moderne bevćgelse i Skotland. Mackintoshes arbejder er de flotteste eksempler pĺ British Arts & Crafts retningen i sĺvel Skotland som England.
|
|
|
 |
Frank Lloyd Wright
Fřdt i Richland Center, Wisconsin. Hans familie slog sig i 1877 ned i Madison, Wisconsin, hvor han 1879-1883 gik i skole pĺ Second Ward School. Efter et kort ophold ved University of Wisconsin, hvor han tog elementćre kurser i teknisk tegning og matematik, drog han til Chicago. Her tilbragte han adskillige mĺneder i J.L.Silsbees tegnestue, inden han fik ansćttelse ved Adler & Sullivan.
Wright udviklede et nyt arkitektonisk koncept for rumindretning. Han afviste det hidtidige synspunkt, hvor rum betragtedes som kasser med kun et enkelt formĺl, og skabte derfor bygninger, hvor rum kunne skćre eller overlappe hinanden. I stedet for vćgge brugte han skćrme, eller smĺ ćndringer i loftshřjder for at markere skift i rummenes brug og prćciserede derved sin tanke om at et rum er det modsatte af et indelukke.
Gennem eksperimenter udviklede Wright idéen om prćriehuset – en lang lav bygning med svćvende planer og understregning af de horisontale elementer. Disse huse blev tegnet over forskellige grundplaner som et kors, et L eller et T, men var alle organiseret pĺ samme mĺde og bestod af de samme enheder. Materialerne var ganske enkle: Mursten, trć og gips.
I 1914 mistede Wright sin hustru og adskillige medlemmer af sin husholdning, da en af hans tjenestefolk nedbrćndte „Taliesin“, hans hjem og tegnestue i Wisconsin. Efter denne tragedie ćndrede han sin arkitektur mod et mere massivt og beskyttende formsprog. Selvom 1920’erne ikke var nogen produktiv tid for Wright, sĺ var det i denne periode, at han teoretisk begyndte at bevćge sig i den retning, der senere skulle fřre til nogle af hans allerstřrste successer.
Walter Burley Griffin var blandt de mange store atkitekter, som skulle komme ud fra Wrights tegnestue. I 1932 etablerede Wright gruppen „Taliesin Fellowship“, som bestod af lćrlinge, der udfřrte konstruktions- og designarbejde. Fire ĺr senere tegnede og byggede han Fallingwater og The Johnson Administration Building. Disse arbejder gav ny vind til Wrights karriere og fřrte til en lang rćkke opgaver, ikke mindst i forbindelse med boliger til den lavere middelklasse. Hans svar pĺ dette behov blev „The Usonian House“, som var en videreudvikling af hans gamle prćriehuse.
I den sidste del af sit liv producerede Wright en lang rćkke arbejder. Vćsentligst var tegnestuen og vinterboligen „Taliesin West“ i Phoenix, Arizona. Her dřde han i 1959.
|
|
|
 |
Marcel Breuer
Ungarsk-Amerikansk arkitekt, designer og underviser. Han var med til at etablere de funktionalistiske principper som lĺ til grund for den internationale stil. Breuer blev fřdt i Pécs, Ungarn og studerede ved Bauhausskolen i Weimar, Tyskland. Indtil nationalsocialisterne tog magten i 1933 arbejdede han som arkitekt, men mĺtte derpĺ flygte, fřrst til England, og siden til USA i 1937. Her var han med til at udvikle den indflydelsesrige School of Architecture ved Harvard University. Gennem 1950’erne og 1960’erne tegnede Breuer en rćkke prominente bygninger i USA og Europa. De er oftest karakteriseret ved rĺ og ubearbejdede partier i sten, beton eller trć.
|
|
|
 |
René Herbst
Fřdt og opvokset i Paris, hvor han ligeledes gennemfřrte sine studier. I 1908 begyndte han at samarbejde med forskellige arkitektbureauer – fřrst i Paris og siden i London og Frankfurt. 1921 debuterede han pĺ „Salon d’Automne“ med sin udstilling „A restful corner“ pĺ Musée de Crillon. Efterfřlgende udstillede han pĺ flere saloner sine innovative mřbler lavet af metalrřr, men realiserede ogsĺ adskillige meget varierede byggeprojekter. Det blev bĺde til biografer, butiksindretninger, restauranter, kontorer og gallerier. Arbejder fra 1919 og frem modnede hans ideerne indenfor moderne design, og resultatet blev en rćkke mřbler og indendřrslamper. Fra 1926 mĺ det siges, at det var lykkedes ham at finde sit foretrukne formsprog med stramme, funktionelle linier og brug af forkromet stĺl.
|
|
|
 |
Arne Jacobsen
|
|
|
 |
Eileen Gray
Eileen Gray blev fřdt i en aristokratisk familie i Enniscorthy, en lille by i det sydřstlige Irland, hvor hun tilbragte sin barndom. For at udvikle hendes tydelige kunstneriske evner kom hun i en tidlig alder pĺ Slade School for Fine Arts i London. Herfra flyttede hun senere til Paris, hvor hun kom til at tilbringe langt det meste af sit arbejdsliv.
Ved ĺrhundredeskiftet var Paris et kreativt mekka for kunstnere, forfattere, videnskabsfolk og filosoffer. Eileen Grey havde en elegant, hřj statur, og fotografier af hende i tyveĺrsalderen viser hende klćdt i victoriansk stil og med mřrkt hĺr i tykke flettede opsćtninger. Man fĺr indtrykket af en lidt genert, let melankolsk og mĺske en smule overlegen ung kvinde – fuldt som det var pĺ mode at vćre pĺ den tid i de kredse. Senere, i 1926 fotograferedes hun af Berenice Abbott, og fremtrćder her som en stćrk, sofistikeret kvinde med en sikker stil, lidt mandhaftig mĺske – igen prćcis som det skulle vćre i bohememiljřet pĺ den tid – med med masser af kvindelig skřnhed.
Ifřlge Eileen Grays biograf Peter Adams var det kun „dem der var noget“, der blev fotograferet af Berenice Abbott. Eileens kreative energi var nu kommet i hřjt gear og hun havde pĺ egen hĺnd fundet muligheder for at udforske sine talenter...
Pĺ et besřg i London i 1905 var Eileen ved et tilfćlde kommet ind pĺ et vćrksted, hvor man reparerede lakarbejder. Dette skulle ćndre hendes professionelle virke stćrkt. Med ny viden og med nyindkřbte vćrktřjer returnerede hun til Paris, gik i samarbejde med en mester i lak-arbejder, Sugiwara-san, og begyndte at designe en rćkke mřbler og genstande med iřjnefaldende farver men med diskrete former. Hun kededes af de flydende, organiske linier i Art Noveau og kom derved over i et formsprog, der var langt mere i familie med De Stijl: Rene linier og enkle former. Resultatet var storslĺet.
Lak-arbejderne anbragte hende midt i en verden af mřbler og indretning. Hendes kreative sans kombineret med ćstetisk fornemmelse for form og farve blev brugt pĺ en rćkke innovative arbejder – ofte med dramatisk effekt.
I 1921 ĺbnede hun en butik i 217 rue du Faubourg Saint-Honoré, hvor hun solgte sine arbejder direkte til offentligheden. Hun havde intet begreb om řkonomi og marketing, men det lykkedes alligevel at fĺ en relativt pćn succes, samtidig med at hun lřbende kunne forfine sine designs.
|
|
|
 |
Le Corbusier
Le Corbusier, som var dřbt Charles-Edouard Janneret, blev fřdt i La Chaux-de-Fonds i Schweitz. Bortset fra et par ĺr pĺ kunstskole havde han ingen formel hřjere uddannelse, men i lřbet af et langt og meget produktivt liv som arkitekt og kommentator kom han som ingen anden person til at prćge moderne arkitektur og mřbelkunst.
Allerede som ung student blev han pĺvirket af nye retninger indenfor kunsten, og forblev gennem hele livet en dygtig maler og skulptřr. Omkring 1910 mřdte han mange af datidens ledende arkitekter og arbejdede i perioder hos Peter Behrens i Berlin og Auguste Perret i Paris. Efter en rćkke studierejser rundt om i Europa, slog han sig i 1917 ned i Paris.
I 1923 publicerede Le Corbusier bogen «Mod en ny arkitektur», som meget stćrkt understregede, at arkitekturen mĺtte frigřre sig fra alle historiske stilkopier og krćvede at bygningers funktion skulle komme til udtryk i planer og facader. Hans produktion var stor, og spćnder over mřbler, boliger, kontor- og administrationsbygninger, kirker og byplaner. Foruden flere lande i Europa findes hans bygninger bl.a. i Moskva, Rio de Janeiro, Chandigarh i Indien og Harvard.
Efter anden verdenskrig arbejdede Le Corbusier med at udvikle kollektive boligformer - bl.a. i Unité d'Habitation i Marseilles og i Berlin. Dette var en fortsćttelse af hans teorier omkring en rationel boform for det nye menneske. Som eksempler pĺ poetiske bygningsvćrker, der viser stor forstĺelse for menneskets psykiske behov, finder vi valfartskirken i Ronchamp (1954) og klostret La Tourette i Eveux (1957). Le Corbusiers arbejder - bĺde som arkitekt og forfatter - spćnder over det logiske og det lyriske, samlet af hans řnske om at tjene menneskene. Hans tidlige politiske engagement pĺ venstreflřjen var hele tiden udgangspunktet for en mangfoldig og ofte modsćtningsfyldt virksomhed henimod en rigere virkelighed
|
|
|
 |
Isamu Noguchi
Fřdt i Los Angeles 1904, af japanske forćldre. I 1906 flyttede familien til Japan, hvor han voksede op, inden han i 1918-22 returnerede til USA for at lćse pĺ skolen Rolling Prairie i Illinois. Efter eksamen kom han i praktik hos dansk-amerikaneren Borglum Gutzon, som isćr er kendt prćsident-portrćtterne pĺ Mount Rushmore. 1923 flyttede Noguchi til New York og indskrev sig pĺ Columbia University. Han skiftede i 1924 til Leonardo da Vinci Art School og modtog 1927-28 John Simon Guggenheim Memorial legatet. Med dette legat rejste han til Paris og arbejdede der som assistent hos Brancusi samtidig med at han studerede tegnekunst pĺ Academi Grande Chaumiére og Academi Collarosi. Den fřrste soloudstilling kom i 1929 pĺ Galleri Eugene Schoen i New York. 1930-31 studerede han malerkunst ved Chi Pai-shih i Peking og modellering ved Jinmatsu Uno i Kyoto. 1935 skabte han den fřrste af mange sceneopsćtninger for danseren Martha Graham og 1938 tegnede han indgangspartiet til Rockefeller Centeret i New York. Hans fřrste Akarari-lamper kom i 1951 og 1958 planlagde han haverne ved UNESCO i Paris. Allerede i 1968 havde han en retrospektivudstilling ved Whitney Museum of American Art i New York, men det var ikke ensbetydende med at karrieren var slut. 1974 deltog han i Masters of Modern Sculpture Show pĺ Guggenheimmuseet i New York og 1985 ĺbnede Isamu Noguchi Garden Museum i Long Island City, New York. Sĺ sent som 1986 reprćsenterede han USA ved biennalen i Venedig og modtog 1987 National Medal of Arts, inden han dřde i sit elskede New York, 30.december 1988.
|
|
|
 |
Eero Saarinen
Fřdt i Kirkkonummi, Finland i 1910. Han studerede i Paris og pĺ Yale, hvorefter han blev tog del i arbejdet pĺ faderens tegnestue.
I starten ved han mest interesseret i skulptur, men besluttede efter et ĺr pĺ kunstakademiet, at det var arkitektur, der var hans virkelige kald. Mange af hans arkitektoniske arbejder viser dog klare trćk fra skulpturen.
Saarinen udviklede en bemćrkelsesvćrdig spćndvidde indenfor farver, former og materialer. Han var altid interesseret i innovative strukturer og skulpturelle former, men lod dem aldrig dominere pĺ bekostning af pragmatiske overvejelser. Han kunne med lethed bevćge sig imellem den internationale stil og ekspressionisme. Dermed er det heller ikke overraskende, at han som medlem af dommerkomiteen i Australien talte varmt for Jřrn Utzons skitse til Operahuset i Sydney.
Han dřde i Anna Arbour, Michigan i 1961.
|
|
|
 |
Philippe Starck
Allerede nu en legende. En ekstraordinćr blanding af popstjerne, gal opfinder og romantisk filosof. Man finder hans indretning overalt: I stylede New Yorker hoteller, i den franske prćsidents private gemakker og pĺ europas střrste genbrugsstation. Og ligesĺvel som hans arbejder findes overalt, sĺ findes de ogsĺ indenfor tallřse genrer: Tusinder af hans lamper, stole, hĺrbřrster, bestik, skriveredskaber, citronpressere, tandbřrster og en lang rćkke andre industrielle produkter findes overalt i verden.
|
|
|
 |
Wilhelm Wagenfeld
Fřdt i Bremen i 1900, studerede ved den lokale kunsthĺndvćrkerskole og kom i lćre som sřlvsmed. 1923 blev han studerende under Moholy-Nagy pĺ Bauhaus’ vćrksted for metalbearbejdning. 1926 blev han undervisningsassistent og derpĺ i 1929 lćrer ved skolen. Hans navn er tćt knyttet til Bauhaus, hvor han skabte en slags kuvřse for pionerarbejder og eksperimenter indenfor industriel design. I disse og de fřlgende ĺr begyndte han pĺ opgaver for industrien: Jena Glasvćrk, Vereinigte Lausitze Glasverke og Rosenthal Porcelćnsfabrik var blandt hans arbejdsgivere.
Efter krigen flyttede Wagenfeld til Berlin for at undervise i industriel design, fřrst ved Leibruitz Akademiet og senere ved Kunstakademiet.
Wagenfeld, kendt som en „moderne hĺndvćrker“, havde stor succes med at tilpasse sine designs til den moderne industris produktionsmetoder.
|
|
|
 |
Shakers
|
|
|
 |
Gerrit Thomas Rietveld
Fřdt i Utrecht i Holland i 1888 som sřn af en mřbelsnedker. Som 11-ĺrig begyndte han at arbejde i sin faders firma, inden han kom i lćre ved en juveller. I 1911 startede han sit eget mřbelsnedkeri som han drev i otte ĺr. Samtidig studerede han arkitektur og lćrte i den periode flere af De Stijls grundlćggere at kende.
I 1917 tegnede Rietveld the Red Blue Chair, hvilket var et skarpt brud med den hidtidige mřbelarkitektur. I 1919 blev han et af de fřrste medlemmer af De Stijl, og hans stol blev optaget pĺ Bauhaus-udstillingen.
Pĺ arkitekturomrĺdet kan nćvnes hans Schröder-hus (1924). I de sene 1920’ere fokuserede hollandske arkitekter pĺ „dematerialisme“, hvilket for Rietveld resulterede i en serie terrassehuse. Han lavede i 1927 ogsĺ nogle eksperimentelle spĺnplade og krydsfiner mřbeldesigns, som blev fremstillet af Metz & Co i Amsterdam.
Med et par fĺ undtagelser var 1930’erne og 40’erne ikke nogle ret produktive ĺr for Rietveld. 1942 tegnede han en stol af oppresset aluminiumsplade, og 1942-48 underviste han pĺ en rćkke skoler i Holland. I 1957 skabte dog han en serie stole af bukkede stĺlrřr. Disse stĺlstole arbejdede han med i en periode, inden han i 1963 lavede sin sidste stol, „Steltman-stolen“, der var en tilbagevenden til det massive trć og det geometrisk formelle udtryk, som han i sin tid pĺbegyndte sin designkarriere med.
|
|
|
 |
George Nelson
George Nelson var en pioner blandt modernisterne og rangerer pĺ hřjde med Raymond Loewy, Charles Eames og Eliot Noyes som en af USA mest fremragende designere. Nelsons tegnestue producerede i tyverne en rćkke industrielle design-ikoner, som for manges vedkommende stadig er i produktion. Nelson kom ogsĺ med nye inputs til indretning af shoppingcentre, opbygning af multimediaprćsentationer og strukturering af ĺbne kontorlandskaber.
|
|
|
 |
|
|
|
 |
Eero Aarnio
|
|
|
 |
Wassily Kandinsky
|
|
|
 |
Lyonel Feininger
|
|
|
 |
Paul Klee
|
|
| |
